Live at Vanguard - Wu-Tang Clan

Så blev det endelig tid til dagens ubestridte hovednavn. Jeg var ret meget i tvivl om hvorvidt denne koncert ville blive en succes eller en total fuser, da Wu drengene er kendt for at være ret upålidelige og svingende i deres optrædener. Det skulle dog vise sig at mine bange anelser blev gjort fuldstændig til skamme, for hold da helt kæft hvor var det en magtdemonstation som Wu-Tang leverede lørdag aften på den store Sun Ra scene.

For det første, så var HELE klanen representeret og det var fedt at se, at de rent faktisk så ud til at enes og hygge sig i hinandens selskab og de i fællesskab ville gøre alt for at skabe en fest og en mindeværdig koncert. 

Og hvordan gør man så det? Ja man kan jo starte med at spille størstedelen af debuten fra 1993, der i de fleste rapkredse bliver betegnet som ét af de vigtigste hiphop albums nogensinde. De spillede intet mindre end ni (!) numre fra Enter the Wu-Tang. Det var simpelthen for godt til at være sandt. Alle rapperne var tændte, men selvfølgelig var det Method Man der stjal showet. Han har simpelthen så meget karisma og stage presence, at man ikke kan andet end at elske ham. Det giver god mening, at han for 20 år siden blev valgt til at være gruppens frontmand. 

Mit personlige højdepunkt var da de spillede hele Triumph, der nok er i min personlige top 5 over bedste rapnumre nogensinde. Det var simpelthen så vildt at høre den fra start til slut.

Derudover fik vi et par numre mere fra Wu-Tang Forever, et par solonumre fra GZAs, Method Mans og Ghostface Killahs debutalbums og et andet højdepunkt var Ice Cream fra Raekwons, Only Built 4 Cuban Linx. 

Der var naturligvis også den obligatoriske hyldest til den afdøde Ol' Dirty Bastard, bestående af Shimmy Shimmy Ya og Got Your Money. De skal simpelthen bare være der. Hold kæft hvor er jeg egentlig ked af at jeg aldrig nåede at se ham live.

Vi fik også den lidt nyere Gravel Pit, der altid er en crowd pleaser.

De eneste minus jeg lige kan komme i tanke om, var den ret unødvendige coverversion af Beatles' Come Together. Jeg forstod ikke helt hvad den skulle gøre godt for og den var med til at tage momentummet lidt ud af koncerten. 

Afslutningsnummeret var desuden Da Rockwilder. Ingen tvivl om at det er et vildt nummer, men lidt underligt at spille det, nu hvor Redman ikke var med, for så bare at lade hans vers spille over højtalerne. Så kunne man snildt have fundet en federe måde at afslutte koncerten på.

Jeg kan konkludere, at Wu-Tang ikke alene levede op til de forventninger jeg ikke turde have. De overgik dem også. Næsten alt gik op i en højere enhed og Wu har sat sig solidt i hukommelsen på de mange fans i lang tid fremover og det var et rigtig stort og flot punktum for Vanguard Festivalen.

5/6

Live at Vanguard - Doom

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke er en kæmpestor Doom fan. Jeg har bestemt ikke noget imod ham, han er bare ikke en af de kunstnere som jeg virkelig er gået i dybden med. Jeg har dog hørt Dangerdoom pladen sindsygt meget og en håndfuld andre numre fra blandt andet Mm.. Food, men udover det, er jeg ikke super meget inde i hele hans univers. Så blandt andet på grund af det, samt brugen for en pause i det travle program og at jeg gerne ville have en god plads til Wu-Tang, så jeg ikke hele koncerten og kan derfor ikke give en 100% fair vurdering af den.

Jeg kan dog sige at det jeg så af koncerten faktisk var udmærket. Det virkede til at Doom havde styr på showet og rappen sad hvor den skulle. Jeg har hørt forskellige meninger om koncerten, så opfattelsen af den, afhænger nok lidt af hvor stor fan man er.

Hvis du har læst min anmeldelse af De La Soul koncerten, så ved du også hvor skuffet jeg var over at Rock Co.Kane Flow ikke blev spillet i sin fulde længde med både De La og Doom og jeg håbede så på, at de ville råde bod på det under Dooms koncert, men her blev jeg endnu en gang skuffet. Doom spillede sit eget vers og så var det hurtigt videre til næste nummer. Øv, endnu en mulighed for at skabe noget unikt blev misset. 

Jeg må springe karakteren over på den her desværre.

Live at Vanguard - Malk de Koijn

Klokken var blevet 19.45 og det var nu blevet tid til det sidste danske navn på programmet, men hvilket navn! Vanguard havde gjort det scoop at få booket Malk de Koijn til at spille deres eneste koncert i år. Der er ingen tvivl om at Malk er et meget sikkert kort at spille. Siden deres comeback i 2009 har de spillet en masse koncerter og jeg havde selv fornøjelsen af at se dem omkring fem gange i den periode. De er meget populære og skuffer næsten aldrig når de spiller live.

Det var bestemt heller ikke tilfældet da de spillede på den store scene. De havde dog kun fem kvarter at spille i, hvilket er en del mindre end hvad de normalt plejer at spille, så der var desværre en del numre som der ikke var blevet plads til i det korte sæt.

Det gjorde dog ikke det store, da det næsten er umuligt at sammensætte et dårligt sæt når man sammensætter numre fra deres tre albums. 

Vi fik derfor en god blanding af nye og gamle numre og alle blev leveret lige som de skulle. Dog med en overvægt af numre fra Toback to the Fromtime. Vi fik blandt andet fornøjelsen af Sneglzilla, Nalk, 5 Øres Ting, BAB Melkon, Klap Din Hoddok, Weekend Kriger, Kosmisk Kaos, Rocstar i den specielle vinylversion og koncerten blev afsluttet med Å Åå Mæoi.

Jeg fik desværre ikke noteret så meget mere fra koncerten, da jeg egentlig hellere bare ville nyde showet og leve mig ind i Langestrandsuniverset sammen med de  9.000 andre mennesker der var tilstede i Søndermarken. Men jeg kan konstatere at det forløb som en Malk koncert nu plejer, så hvis du har set dem bare én gang i løbet af de sidste par år, så ved du nogenlunde hvad der er sket. Og det er bestemt ikke negativt ment. Hvis det ikke er gået i stykker, så er der ikke nogen grund til at fikse det. 

Malk de Koijn er altid værd at se. Det er ligemeget om det er første eller 10. gang man ser dem. De er en unik gruppe på den danske rapscene og har en usædvanlig stærk og stor fanskare og jeg er helt klart én af de mange dedikerede fans.

Jeg kan i hvert fald se dem igen og igen, og selvom deres shows ikke ændrer sig synderligt meget, så er numrene og leveringen af dem af så højt niveau, at man ikke kan andet end en at overgive sig til Blæs, Geolo og Tue.

5/6

Live at Vanguard - Looptroop Rockers

,

Efter koncerten med Pharoahe Monch var det blevet tid til besøg fra svensken. Looptroop Rockers gik på scenen og lagde ud med åbningsnummeret Flimmer fra deres helt nye, svenske album: Mitt hjärta er en bomb.

De er nogle erfarne herrer og de har spillet et utal af koncerter i Danmark. Jeg ville nok bare ønske at jeg havde set dem dengang de bare hed Looptroop. Udover navneskiftet er lyden nemlig også blevet gevaldigt mere poppet og det er vildt ærgerligt, når man tænker på at de virkelig var undergrundsdarlings før i tiden. 

Den "nye" lyd betød derfor også at vi fik gamle numre som Don't Hate the Player og Promoes graffitihyldest These Walls Don't Lie i nye "Rockers" versioner, hvilket jeg personligt synes er vildt ærgerligt. Jeg vil sgu hellere høre originalversionerne.

Vi fik således en god håndfuld numre fra Rockers æraen og det er ikke noget jeg føler helt vildt meget, lige bortset fra On Repeat der blev leveret med et skud ud af den absolut negative art, til vores alle sammens Pia Kjærsgaard. 

Der var dog også plads til nogle af de ældre numre i originalversionerne og især Fort Europa er et sikkert hit blandt publikum. 

Promoe, Supreme, Embee og CosM.I.C. kan dog stadig rocke scener og det var også tilfældet under Fat Cats teltdug. Der blev danset synkrodans i bedste boyband stil, de har en god energi og god kontakt med publikum og det et tydeligt at de har et stærkt tilhørsforhold til Danmark. 

Om det var en god koncert, afhænger nok lidt af om man bedst kan lide Looptroop eller Looptroop Rockers. Jeg hører helt klart til i den første kategori, så derfor var jeg ikke helt oppe at ringe over vores svenske naboer.

Dette var min første Looptroop Rockers koncert, men jeg ville bare ønske at den havde fundet sted for 6 år siden.

3/6

Live at Vanguard - De La Soul

Jeg havde glædet mig rigtig meget til at høre De La Soul, men jeg må desværre indrømme at jeg blev ret skuffet over deres optræden og det er der flere grunde til.

Jeg synes efterhånden at den gamle hiphop-leg Call and response er ved at være temmelig ligegyldig. Det skaber godt nok noget kontakt mellem kunstneren og tilskuerne og det fungerer udmærket i små doser, men når man flere gange vælger at stoppe midt i et nummer, for lige at høre om festen er vildest i højre eller venstre side, så bliver jeg hurtigt meget træt. Og når man så tilmed bruger en stor del af den begrænsede spilletid på den slags, så bliver det hele en smule intetsigende. Det blev dog gjort med en oprigtighed og et godt humør og jeg tror bare at det er en del af dem. De er jo nogle old School typer, men det havde dog været alletiders hvis de havde modereret det en hel del.

Der var dog flere gode ting ved koncerten som bestemt er værd at nævne.

De tre gutter har en virkelig god tilstedeværelse på scenen, et højt humør hvor der tydeligvis er plads til fis og ballade, som da Posdnous, med et smil, bad alle fotograferne i fotograven om at tage en lille pause så de kunne nyde koncerten eller da Dave flashede sin runde mave og begyndte at klaske den med et stort veltilfreds smil på læben.

En anden vigtig faktor er, at når man har udgivet albums siden 1989, så er man, i hvert fald i De Las tilfælde, i besiddelse af et utroligt potent bagkatalog. Derfor fik vi en god håndfuld dope klassikere og der blev åbnet med The Grind Date og allerede som andet nummer bragede Oooh ud af højtalerne, til publikums store glæde. Vi fik også gamle numre som Potholes In My Lawn, Me, A rollerskating Jam Named Saturdays og Me Myself and I og nyere numre som All Good? der altid er et sikkert hit, både blandt de hardcore fans og de mere almindelige lyttere.

Og appropos nyere numre, så kommer vi til mit største problem ved koncerten og noget som virkelig pissede mig af.

Efter det regulære sæt, gik De La af scenen og var væk i en fem minutters tid.

Da de kom tilbage, spillede de old School klassikeren Ring Ring (Ha Ha Hey) indtil videre rigtig rigtig fedt. Så bragede den Jake One producerede, fuldstændig hjernedøde produktion til Rock Co.Kane Flow ud over Søndermarken og jeg tænker "Nu sker det. Lige om lidt kommer Doom på scenen og folk går amok" Det var det øjeblik jeg havde ventet på. Første vers bliver fremført og alt er godt. Beatet stopper og det samme gør Dave og Posdnous. Folk ved godt hvad der skal ske nu. Nogle begynder at råbe "DOOOOM" og forventningen blandt de folk der godt ved hvad der nu skal ske, stiger.

Beatet starter igen, første vers bliver rappet igen og bliver stoppet igen. Det er lidt underligt. De starter så forfra én gang til og jeg tænker at nu sker det. Jeg er rykket så tæt på scenen som jeg kan, for nu bliver det vildt. Beatet og rappen stopper dog igen lige efter første vers og De La Soul takker af og forlader scenen til instrumentalen af Gorillaz nummeret Feel Good Inc. (Der i øvrigt også ville have været fedt at høre) 

Hvad skete der lige?

Dét er nok den mest ærgerlige måde at slutte en koncert på, jeg længe har oplevet. At tease så meget med et nummer og muligheden for at se noget unikt for så at smutte af scenen er virkelig latterligt.

Jeg kan forstå hvis der var et eller andet praktisk problem i at få de to acts til at optræde sammen, men jeg kan virkelig ikke se hvad det skulle være. 

Og hvis De La Soul vidste at Doom ikke ville komme på scenen, hvorfor så gøre så meget ud af at opbygge folks forventninger og skabe en stemning, for så at takke af og smutte? 

Det er virkelig noget der trækker seriøst ned i en koncert der i forvejen var en noget blandet affære.

Jeg er lidt i tvivl om den endelige karakter, men synes den er fair. Den ligger dog med en stor pil nedad og havde det ikke været for de mange gode numre der trods alt var, og det smittende humør fra De La Soul, så havde den endt en karakter lavere.

3/6

Live at Vanguard - Pharoahe Monch

Pharoahe Monch var første amerikanske rapper på den store Sun Ra scene. Han havde medbragt DJ Boogie Blind, kendt fra blandt andet the X-ecutioners og sin faste backupsangerinde Mela Machinko der dog først kom ind på scenen, et par numre inde i sættet.

Pharoahe er en hamrende dygtig rapper, både når det kommer til tekster, flow og publikumskontakt og alt dette var også gældende til denne koncert. 

Han har et solidt bagkatalog og der blev spillet en god blanding af nye-, gamle-, album- og opsamlingsnumre. 

Det var især en fornøjelse at høre Agent Orange og Fuck You fremført live og det blev endnu bedre da My Life fra Rawkus albummet Soundbombing III blev spillet. Især fordi Mela Machinko her virkelig kom til sin ret. Alle der har set Pharoahe live før, ved at hun er en virkelig dygtig sangerinde og på dette nummer leverede hun omkvædet med så meget energi og karisma, at det virkelig tog showet op til et nyt niveau. Vi fik heldigvis også fornøjelsen af et af mine All-time favoritnumre Oh No og også her var Mela med til at gøre det endnu federe, nu hvor hverken Yasiin Bey eller Nate Dogg (RIP) kunne være med. Push og Desire fra 2007 albummet Desire var også med til at øge stemningen blandt de mere hardcore fans blandt publikum. 

DJ'en er stadig en vigtig del af en rapkoncert, og det fik DJ Boogie Blind lov til at vise hvorfor. Da han viste hvad han kunne på et par pladespillere og han leverede en god gammeldags scratchrutine, der tilmed var rigtig fed, hvilket er noget som jeg er en totalt sucker for. Det er altid godt at blive bakket op af en dygtig DJ og sådan en scratchrutine skaber, efter min mening, rigtig god variation under en koncert. 

Pharoahe er desuden kendt for at være en politisk rapper og det kom blandt andet til udtryk inden nummeret Clap (One Day) som han dedikerede til Trayvon Martin, den 17 årige dreng der blev myrdet, hvilket igen har gjort at debatten om raceulighed er blusset op i USA. 

Der blev også spillet et nyt nummer fra Pharoahes nye album, kaldet P.T.S.D (Post Traumatic Stress Disorder) der gerne skulle komme ud senere på året. Det lød til at være klassisk Pharoahe Monch og det er fedt at se at hans udgivelsesfrekvens er begyndt at stige lidt. 

Koncerten blev naturligvis rundet af med überbangeren Simon Says og jeg tror at det var det som mange var kommet for at høre. Det var i hvert fald noget der kunne få folk til live lidt op, da der ellers ikke havde været vildt gang i crowden indtil da. Men jeg tror mere at det skyldes at størstedelen af publikum måske ikke kender hans materiale, for Pharoahe gjorde det virkelig godt.

Det var et rutineret show uden de store overraskelser men det er altid en fornøjelse at se Pharoahe Monch live, også selvom man har set ham et par gange.

4/6

Live at Vanguard - Marvelous Mosell

Som en forlængelse af Ponyblod koncerten var det blevet tid til at, den nok mest hypede danske rapper længe, Marvelous Mosell skulle optræde. 

Der er ingen tvivl om at denne koncert, måske bortset lige fra Wu-Tang Clan, var en af mest ventede koncerter på lørdagens program. Både Politiken og Information havde dagen inden, bragt artikler om ham og de andre kunstnere blev blot nævnt i en sidebemærkning. Det viser tydeligt hvor vigtigt det er at have P3 i ryggen, hvis man gerne vil nå ud til et bredt publikum. 

Det var desuden første gang at et større publikum fik muligheden for at opleve Mosell live, da han indtil da, primært havde spillet på små spillesteder som Rust på Nørrebro.

Det store spørgsmål var så om hvorvidt Mr. Marvelous kunne leve op til denne kolosale hype og om de diskosamplede beats og nostalgiske og humoristiske tekster kunne nå ud over scenekanten. 

Lidt efter Ponyblod var gået af scenen, hoppede Tue Track endnu engang op bag pladespillerne, da han også skulle fungere som DJ for Mosell. Det er ikke den værste DJ at have i ryggen. 

Derefter entrerede Marvelous Mosell scenen iført omvendt sixpence, lige dele åbenstående og farverig skjorte, der ville gøre de fleste mandlige grækere misundelige, satinbukser, souvenir plastiksolbriller lige ud af New York City og naturligvis den obligatoriske kæde der selvfølgelig er et kasettebånd med Mosell skrevet i graffiti på. 

Der blev lagt ud med et helt nyt nummer, nemlig Marvelous Mosell Radio til at varme folk op med og det virkede til at folk var nede med det.

Efter det nye nummer var det tid til Dansk Ninja Turtle Rap hvor Mosell fortæller os at Turtles var en hel del mere hiphop end hvad man lige gik og troede. Derefter var det tid til Catastrofical Ravage der er storytelling på højeste plan og selvom det er et langt nummer, havde man ingen problemer med at fastholde interessen.

Teltet var totalt proppet og folk stod i en stor ring uden for teltet. Der er ingen tvivl om Mosell har en helt særlig tiltrækningskraft på Vanguard publikummet og det var sikkert en god blanding af fans og folk der lige skulle se hvem ham 80'er dude fra P3 var.

Vi fik også det ret nye nummer Jeg Tænker På Dig der sampler den nyligt afdøde George Duke og crack fortællingen Robin Rubin Solgte Crack-kokain.

Nu var det så blevet tid til endnu et nyt nummer: Den Bedste Danser, med et helt oplagt sample fra klassikeren He's the Greatest Dancer af Sister Sledge, som tidligere blandt andet også er samplet af Will Smith og Tony Touch. Her var der tale om et helt genialt sample at bruge. Lyden var i fin tråd med Mosells tidligere numre og minsandten om han ikke lever op til originalens navn. Manden har de vildeste moves og det er virkelig noget der smitter af på publikum, der ikke holdt sig tilbage for at danse med.

Koncerten blev rundet af med Mosells største hit Jeg Var Blevet Syg og så var der dømt fællessang under teltdugen. 

Det er meget tydeligt at publikum er begejstrede for Mosells stil og der er ingen tvivl om at han har bestået sin første store koncert. Jeg kunne dog godt lige have brugt at høre Fernet Inferno og Stopmotion, men taget den korte spilletid i betragtning, er det i orden.

Mosells unikke stil og fremtræden er en fornøjelse at opleve live og hans humør og udstråling på scenen er mere smittende end den crack-kokain som Robin Rubin pushede på Frederiksberg tilbage i 1983.

Der har været meget snak om hvorvidt Mosell var et gimmick og om det holdt i længden. Jeg synes at Mosell her har bevist at han er en solid og dygtig rapper, der bestemt har en stor og unik plads på den danske scene.

5/6

Live at Vanguard - Ponyblod

Tue Track og Khal Allan havde fornøjelsen af at åbne lørdagens hiphopbal på Vanguard Festival. Selvom de var det første act, var teltscenen allerede godt fyldt af forventningsfulde rapfans der så frem til en lang dag med ikke mindre end ni koncerter, hvor alle på nær én bestod af rap. 

På trods af at være en ny grupe med et endnu nyere debutalbum, virkede det til at publikum tog godt imod dem. Albummet har fået en særdeles god modtagelse af både fans og anmeldere og det er med god grund, da det efter min mening er en af årets bedste udgivelser.

Der blev spillet en god del af numrene fra deres album hvor "Med måde" i kraft af at være førstesinglen og en af de bedste numre på pladen, var et naturligt højdepunkt og det var helt klart også det nummer som folk rykkede mest på.

Khal Allan var i front mens Tue Track var placeret bag de to hjul af stål. Da Track ikke rapper på ret mange af numrene var der derfor plads til at smide til scratch ind i livesættet og især Dårlig Kode og Transformér fik tilføjet nogle rigtig lækre cuts. 

Tue Track kom dog i front på den lille håndfuld numre hvor han har et vers på, hvilket han blandt andet har på Kra Kra, hvor Eagger fra Eaggerstunn og Bikstok Røgsystem gæstede showet. Gæster tilføjer altid et liveshow lidt ekstra og det var heller ikke undtagelsen denne gang. Eagger er super scenevant og giver den altid gas, så det er altid en fornøjelse at opleve ham.

Et andet højdepunkt kom under Ornitolog (mit personlige favoritnummer på pladen) der med sit herlige mashup af Enrico Morricone og DJ Muggs er en banger uden lige og som også fungerer rigtig godt, live. 

Hvis man skal nævne noget der fungerede mindre godt, kan man sige, at Khal Allan ikke den allermest spændende rapper at opleve live. Men hvad man så mangler i sceneshow har han så til gengæld i teknik. Det er tydeligt at han er mere teknisk fokuseret og det er, efter min mening, også en fornøjelse at høre på. 

Alt i alt synes jeg at Ponyblod leverede et solidt show på trods af at det kan være svært af få publikum med når man som det første act allerede går på 13.45. Og med de forholdsvis få koncerter som de indtil videre har spillet sammen, er der stadig plads til forbedringer. 

4/6

Vanguard Festival 2013 - Opsummering + billedgalleri

Så er verdens allerførste Vanguard Festival, slut og jeg kan allerede røbe nu, at det var en stor succes. Faktisk så stor, at det allerede er besluttet at der også kommer til at være festival i Søndermarken de næste fem år. Det er da en fantastisk nyhed!

Jeg må dog indrømme at jeg havde taget munden for fuld, da jeg havde planlagt at anmelde alle lørdagens koncerter. Jeg havde, i min naivitet, troet at det ikke var noget problem at anmelde, snakke med folk, drikke lidt øl og få noget at spise i 10 timer, uden at misse noget. Det forløb naturligvis ikke sådan, så derfor er Nicole Willis koncerten slet ikke blevet anmeldt (brugte til gengæld den koncert på at få en ret så velsmagende gourmet hotdog) og et par af de andre koncerter er nok ikke så uddybende som jeg gerne ville have dem til at være, men sådan er det jo nogle gange.

Jeg har dog haft en kanon god festival og jeg synes at afviklingen forløb rigtig fint, men det virkede dog som om der var en del flere mennesker om lørdagen, hvilket dermed også resulterede i længere kø til mad- og ølboderne, men det er jo hvad man kan forvente.

Koncerterne startede (for det meste) til tiden, lyden var overraskende god, men dog ikke ligeså god som den stemning der var på pladsen. Folk var i højt humør og det var super fedt at se at de fleste aldersgrupper var repræsenteret på pladsen. Jeg oplevede blandt en cypher med fire små børn der stod og dansede og råbte med, under De La Soul koncerten. Den var sgu ikke gået på Roskilde. 

Der var dog ét punkt som jeg var ret utilfreds med når det kommer til samspillet (eller manglen på samme) mellem kunstnerne, men det kommer jeg nærmere ind på i de individuelle anmeldelser, der gerne skal komme op i løbet af de næste par dage.

Med hensyn til bookingerne, så synes jeg at de har været velvalgte. Der er lagt vægt på, at alle de optrædene (med undtagelse af Mosell) er erfarne kunstnere der har optrådt et utal af gange. Det gør at musikprofilen kan virke lidt tilbageskuende, men sålænge det er den her slags kunstnere der bliver booket, ser jeg absolut ikke noget problem med det. 

Men dermed ikke sagt at det ville være en skandale hvis Vanguard til næste år, bookede nogle lidt mere alternative navne. Her tænker jeg blandt andet at kunstnere som Tudsegammelt, Pede B, Atmosphere, Brother Ali, Doomtree, IAM og Run the Jewels kunne være rigtig spændende at se.

Tak for denne gang, Vanguard.

Jeg håber vi ses til næste år.

Og som den gode konferencier, PTA sagde det:

"Tillykke med festivalen. Ses til hiphop!"

Her kommer et par billeder fra lørdagens koncerter.

Og som sagt så kommer der anmeldelser op af alle hiphop koncerterne, i løbet af de næste par dage.