mandag den 24. oktober 2016

Clemens - Freestyle / One take / Uncut

Screenshot fra Youtube


Det lader til at Clemens er ved at være klar til 20 års jubilæet for hans debut "Regnskabets Time".
For lidt tid siden udgav han nummeret "Regnskabets Time (Runde 2)" og nu er han så klar med intet mindre end en syv minutters lang one take acapella-video, hvor han (endnu en gang) beviser at han bestemt ikke har mistet sin evne til at levere den type rap der gjorde ham til landets mest respekterede rapper.

Det er altid imponerende når en rapper kan holde sit flow på et acapella-nummer, og det er bestemt også tilfældet her, hvor Clemens dropper linjer om blandt andet hiphoppens og musikbranchens tilstand, Syrien og meget andet.

Tag dig lige de syv minutter som nummeret varer, og hør hvorfor Clemens stadig skal betegnes som en af landets dygtigste rappere.


 

søndag den 23. oktober 2016

En hyldest til Midnight Marauders



I 1993 udgav A Tribe Called Quest klassikeren "Midnight Marauders". Albummet var både en kritisk og kommerciel succes og indeholdt blandt andet singlerne "Award Tour", "Oh My God" og "Electric Relaxation". Gruppens bagkatalog og især de tre første albums er alle obligatoriske, når det kommer til opdragelsen af enhver rask fan af 90'er-hiphop.

Efter den alt for tidlige død for gruppens ene rapper Phife Dawg, tilbage i marts i år, besluttede Linus Maximillian Jonsson (Grundlægger af Ninetofive Records) og LarsEfx for at sammensætte en hyldestplade til gruppen.

Konceptet var, at hver producer fik tildelt et nummer fra pladen og fik så til opgave, at flippe de originale samples der var benyttet på numrene, til at skabe deres eget personlige take på de klassiske numre.

Udover LarsEfx og en håndfuld beatmakere fra rundt omkring i Europa, indeholder albummet produktioner fra blandt andet Xeren, Lars Da Fari, IngrediJens, ScratchMagic, HansSolo, Swab og Ras-H.


Hør hele det interssante projekt herunder:


lørdag den 22. oktober 2016

Suspekt står stadig



I går rullede P3 Guld-showet over skærmen på DR3. Her tog Suspekt fusen på alle, og debuterede med deres helt nye single "Står Stadig". 

Nummeret indeholder en sample fra det califoniske soul-band Monophonics, hvorfor de havde inviteret forsanger/pianist Kelly Finnigan med i Koncertsalen, til at akkompangnere gruppen.
Jeg er langt fra vild med nummeret, men det er altid interessant når Suspekt kommer med nyt, og jeg er da stadig spændt på hvad de har til os på deres næste udspil.
Noget kunne nemlig tyde på, at vi får det nye album til næste år. Hvis man kigger grundigt på coveret, kan man se tallene 99 - 03 - 07 - 11 - 14 - 17, der med al sandsynlighed indikerer de år hvor gruppen har udgivet albums.

Se Suspekts liveoptræden nedenunder, og find nummeret på din favoritstream-tjeneste her.

mandag den 17. oktober 2016

Tandsmoer - Påvirket

Screenshot fra Youtube

Jørgen Ryge (tidligere kendt som Jacob Valbjørn) er en produktiv rapper. Tidligere på året udgav han EP'en som en del af gruppen Skævstikker. Nu er han så aktuel i en ny duo, der går under navnet Tandsmoer. Det andet medlem er rapper/producer Antik, der sidste år udgav albummet "Mesterværk". Begge to har står for rap og produktion, men Antik er dog primært på beats og Jørgen Ryge er primært på rap. Gruppen arbejder i skrivende stund på at færdiggøre deres debutalbum, der er sat til at udkomme i starten af 2017.

Duoen beskriver deres musik som langsomt, atmosfærisk, luftigt og mestendels feel good musik. Mange af numrene er velegnede til at høre når man er ude på sin yacht, eller på charterferie et herligt sted. Målet for duoen har været at lave en rapplade der er behagelig for ørene, med lidt mere utraditionelle arrangementer.

På den kommende plade, kan man desuden se frem til et hav af gæster som Esben, Skævstikker, Machacha, Fabeldyret, Meller, Trepac og Loke Deph.

For at holde dig opdateret om den nye duo, kan du tjekke deres Facebook-side.
Nedenunder kan du høre den stemningsfulde førstesingle "Påvirket", der har Def Star Audio Emperor på cuts.


 

søndag den 16. oktober 2016

Trepac + Mund De Carlo = Binær

Foto: Martin Melancolia


For et par dage siden blev det annonceret, at to af landets bedste rappere: Trepac og Mund De Carlo har slået sig sammen, til hvad man må betegne som en superduo. Under gruppenavnet Binær, udgiver de albummet "Umage", der udkommer den 12. november på Echo Out.

Efter at have gæstet hinandens udgivelser og turneret sammen i flere omgange, besluttede de to venner at tage samarbejdet til næste niveau og lave et fælles album. Duoen beskriver sig selv som beskidt og groovy boombap og tekster med teknisk finesse og tanker om tilværelsen. Om samarbejdet udtaler de:

”Igennem en længere årrække har vi arbejdet sammen i forbindelse med vores soloplader og koncertopsætninger, og det har fungeret så godt, at vi i foråret 2015 begyndte at snakke om at lave en plade sammen. Det er et projekt, der først og fremmest er drevet af lyst og gensidig respekt, og selvom vi er meget forskellige som rappere, har vi det samme klare fokus på det tekniske og sproglige indhold. Når man laver et projekt med én, man er stor fan af, presser man sig selv til det absolut maksimale, og det føler vi er kommet til udtryk på ’Umage’. 

Er man ligeså stor fan af disse to rappere som jeg er, kan man roligt begynde at se frem til det kommende album. Og hvis man ikke allerede nu, er ved at koge over af spænding, så er jeg overbevist om at førstesinglen "Nakkesved", der netop har fået premiere, vil gøre det.

Over en banger af et beat fra Architech med scratch leveret af Def Star Audio Emperor dropper de to rappere et nummer, der med garanti vil tilfredse de fleste boombap-tilhængere.

Den 12. november er der i øvrigt releasekoncert på Spillestedet Stengade på Nørrebro, hvor de to MC's for første gang kan opleves på scenen sammen som Binær.

Duoen kan følges på Facebook og det nye album kan forudbestilles hos Run For Cover.
Nummeret kan streames/downloades her og videoen kan ses og høres lige her.


onsdag den 12. oktober 2016

Ingen Anden Lise end Annelise

Screenshot Fra Youtube


Siden vi sidst hørte fra Annelise, tilbage i maj måned, er det gået stærkt for Struglaz-rapperen. Hun er i mellemtiden nemlig blevet signet til Universal, der også har set potentialet i den unge rapper.

Nu er hun så aktuel med sin første officielle single "Ingen Anden Lise", der er en forsmag på, hvad man må antage er, en kommende EP eller måske endda et album.
Det nye nummer bygger videre på det univers, som rapperen har etableret på de to første tracks "Frisk Fiks" og "Cypher x For Sig". Det er igen den faste producer Milad "Genius" der står bag den bombastiske up-tempo produktion.

På nummeret er der skruet en smule ned for ordspillene og lagt mere fokus på budskabet, der handler om at bryde normerne og turde være sig selv. Flowet er naturligvis stadig imponerende og Annelise oser af stolthed over sig selv og hvad hun har opnået indtil videre.
Man må sige, at fremtiden bestemt ser lys ud for Annelise. Jeg ser i hvert fald frem til mere.

Hør nummeret og se den tilhørende video nedenunder:


tirsdag den 11. oktober 2016

Boogie Pukki ude med debut-EP ”Boogie Style”


90’erne lever i bedste velgående. Det er Uncensored Records et glimrende eksempel på. Udover at udgive musik, laver crewet også tøj og arrangerer jams rundt omkring i hovedstaden.

Crewet består af rapper/producer Boogie Pukki, DJ/producer Luf-One, rapper/producer Mr. Mærkelig, rapper William The Villain, sangerinde Stine Bruun, trommeslager Batmand, bassist Theodor, samt producerteamet Beatfellaz.

Nu er den18-årige Boogie Pukki så aktuel med sin debut-EP ”Boogie Style”, der er et dejligt throwback til den klassiske 90’er boombap-lyd. Selv det håndtegnede cover oser af hjemmebrændte cd’er fra dengang det var det foretrukne medie.

Gennem de 17 minutters varighed på EP’en, får man en introduktion til Boogie Pukkis univers. Over funky produktioner tilsat masser af cuts, kredser Boogie Pukkis tekster blandt andet om Whoppere (naturligvis), samt dårlig mikrofonteknik og løgnere.  

 Udover de andre medlemmer i crewet, har de fået den produktive Mund de Carlo til at lægge et gæstevers på den glimrende ”Knækket”.

Alt i alt er der tale om en udmærket debut fra den unge rapper, og er man til bølgen af kraftig 90’er-inspireret rap,  som blandt andet tæller drengene fra Lagoon Digital, så synes jeg 100% at man skal tjekke EP’en ud.

Du kan starte med at lytte til to af numrene nedenunder. Hele EP’en ”Boogie Style” er ude nu, og kan blandt andet findes på Spotify.





søndag den 2. oktober 2016

Ny dansk duo debuterer med sølvpapirshat-rap og voldtægtsromantik



En spændende ny rap-duo har set dagens lys. Duoen består af de to rappere Peter Pagh-Schlegel (kendt som Kilo P fra duoen Kammertonen) og Pelle (kendt fra MC's Fight Night). Duoen beskriver sig selv som den sentyveridiotiske sammensmeltning af Public Enemy og en ung Kim Larsen. En spændende kombination indeed.

De to unge herrer går i kødet på overvågningssamfundet på deres debutsingle "Google Streetview ved, hvor du bor". Nummeret handler om at finde balancen mellem at være paranoid over overvågningssamfundet, men samtidig elske spotlightet. For hvordan tackler man overvågerne, når man drømmer om ”at få sit ansigt på en hundredekroneseddel eller et pilleglas”?

Det er et nummer som jeg simpelthen bliver mere og mere glad for, for hver gang jeg hører det. 
Det skyldes blandt andet det insisterende og virkelig fængende beat, der er produceret af duoens ene halvdel, Peter.

En anden styrke hos den nye duo er desuden at de to MC'er komplimenterer hinanden ekstremt godt. Pelles hårde og let brovtende levering skaber en dejlig variation til Peters mere melodiske levering, der i øvrigt vækker minder om gode gamle Onkel Tom fra Hvid Sjokokolade, hvilket bestemt ikke er en skidt ting.

Debutsinglen fungerer som en forsmag på duoens kommende selvbetitlede EP, der udkommer digitalt den 18. oktober, og som i øvrigt bliver gæstet af MC's Fight Night-vinderen Klaskefar og DJ Jett fra Organiseret Riminalitet. 

Baseret på dette nummer, kunne den kommende EP godt gå hen og blive ret interessant. 
Jeg ser i hvert fald frem til at høre hvad duoen ellers har at byde på! 

Nummeret med tilhørende video kan ses og høres nedenunder.