Så kom dagen hvor Raphael Saadiq endelig gæstede Danmark igen. Det er vist omkring halvandet år siden han var i landet sidst, hvor han gav en fantastisk koncert i Store VEGA.
Han behøver ikke den store introduktion fra min side, så hvis du vil vide mere om ham, så klik lige her
Den danske soul-duo Quadron var hyret som aftenens opvarmning, og valget kunne næppe have været bedre. Det var da også meget naturligt, at det netop blev dem, da de i forvejen har opvarmet for Raphael Saadiq til 12 koncerter på hans USA tour.
Quadron er, efter min mening, blandt den absolutte elite af musikere herhjemme, og de er også blevet nævnt et par gange her på bloggen.
Deres optræden var, som det altid er tilfældet med Quadron, på et virkelig højt niveau. Coco O er intet mindre end en fantastisk sangerinde, og det beviste hun i særdeleshed på nummeret "Pressure" der i aftenens anledning blev fremført i en lidt mere downtempo version end den der er at finde på albummet = instant gåsehud!
Alt i alt en rigtig god opvarmning der lagde et godt grundlag for en dejlig soulet aften.
Lidt over kl. 22.00 kom aftenens hovedperson så endelig på scenen, og der gik ikke længe før der allerede var gang i salen. Han åbnede med et par numre fra det nye album "Stone Rollin" der næsten lige er udkommet. Det var derfor også naturligt, at koncerten bar meget præg af de nye numre fra albummet, der er en del mere rocket (ala. Chuck Berry) end hvad man er ellers er vant til fra Saadiq, og jeg må blankt erkende, at jeg bedre kunne lide hans foregående album (The Way I See It) selvom det nye album på ingen måde er dårligt.
Koncerten bar derfor også præg af at det var det nye album der skulle promoveres, og hele opsætningen hvor bandet var iført ens 60'er jakkesæt var ikke tilfældet denne gang, som det ellers har været de sidste to gange han gav koncert i landet.
Det var lidt en skam, at det ikke var sådan denne gang, men det gik bestemt ikke ud over performancen fra Saadiq, korsangerne og bandet. Der var stadig dømt soul for alle pengene og de gav sig alle 100%
Der blev dog også spillet en håndfuld numre fra "The Way I See It" og selvom nogle af numrene var kortet lidt ned, lød de stadig helt fantastiske.
Men der kom først rigtig gang i festen, da Raphael begyndte på en Lucy Pearl kavalkade, der blandt andet indeholdt hans vel nok største hit, "Don't Mess With My Man" hvor korsangerinden gav den som Dawn Robinson med stor succes.
Et andet højdepunkt var da han fremførte det bedste nummer fra den nye plade, nemlig "Good Man" - hold da kæft hvor lød det godt og hvor er det et suverænt nummer!
Koncerten blev afsluttet med to ekstranumre fra den nye plade (Over You og Go To Hell) og der var godt med smæk på, og dette blev et flot punktum for aftenen.
Alt i alt var der fuld valuta for pengene, og Raphael og bandet gav en god koncert, der var dog et par steder hvor festen gik lidt på standby, og niveauet var et stykke under de to foregående koncerter.
Men selv når Raphael Saadiq ikke leverer 100% gør han det stadig bedre end de fleste, og jeg er der helt sikkert næste gang han gæster Danmark igen, for der er ikke mange der kan måle sig med den mand.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar