Viser opslag med etiketten Doom. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Doom. Vis alle opslag

onsdag den 7. august 2013

Live at Vanguard - Doom


Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke er en kæmpestor Doom fan. Jeg har bestemt ikke noget imod ham, han er bare ikke en af de kunstnere som jeg virkelig er gået i dybden med. Jeg har dog hørt Dangerdoom pladen sindsygt meget og en håndfuld andre numre fra blandt andet Mm.. Food, men udover det, er jeg ikke super meget inde i hele hans univers. Så blandt andet på grund af det, samt brugen for en pause i det travle program og at jeg gerne ville have en god plads til Wu-Tang, så jeg ikke hele koncerten og kan derfor ikke give en 100% fair vurdering af den.

Jeg kan dog sige at det jeg så af koncerten faktisk var udmærket. Det virkede til at Doom havde styr på showet og rappen sad hvor den skulle. Jeg har hørt forskellige meninger om koncerten, så opfattelsen af den, afhænger nok lidt af hvor stor fan man er.

Hvis du har læst min anmeldelse af De La Soul koncerten, så ved du også hvor skuffet jeg var over at Rock Co.Kane Flow ikke blev spillet i sin fulde længde med både De La og Doom og jeg håbede så på, at de ville råde bod på det under Dooms koncert, men her blev jeg endnu en gang skuffet. Doom spillede sit eget vers og så var det hurtigt videre til næste nummer. Øv, endnu en mulighed for at skabe noget unikt blev misset. 

Jeg må springe karakteren over på den her desværre.

mandag den 5. august 2013

Vanguard Festival 2013 - Opsummering + billedgalleri

Så er verdens allerførste Vanguard Festival, slut og jeg kan allerede røbe nu, at det var en stor succes. Faktisk så stor, at det allerede er besluttet at der også kommer til at være festival i Søndermarken de næste fem år. Det er da en fantastisk nyhed!

Jeg må dog indrømme at jeg havde taget munden for fuld, da jeg havde planlagt at anmelde alle lørdagens koncerter. Jeg havde, i min naivitet, troet at det ikke var noget problem at anmelde, snakke med folk, drikke lidt øl og få noget at spise i 10 timer, uden at misse noget. Det forløb naturligvis ikke sådan, så derfor er Nicole Willis koncerten slet ikke blevet anmeldt (brugte til gengæld den koncert på at få en ret så velsmagende gourmet hotdog) og et par af de andre koncerter er nok ikke så uddybende som jeg gerne ville have dem til at være, men sådan er det jo nogle gange.

Jeg har dog haft en kanon god festival og jeg synes at afviklingen forløb rigtig fint, men det virkede dog som om der var en del flere mennesker om lørdagen, hvilket dermed også resulterede i længere kø til mad- og ølboderne, men det er jo hvad man kan forvente.
Koncerterne startede (for det meste) til tiden, lyden var overraskende god, men dog ikke ligeså god som den stemning der var på pladsen. Folk var i højt humør og det var super fedt at se at de fleste aldersgrupper var repræsenteret på pladsen. Jeg oplevede blandt en cypher med fire små børn der stod og dansede og råbte med, under De La Soul koncerten. Den var sgu ikke gået på Roskilde. 

Der var dog ét punkt som jeg var ret utilfreds med når det kommer til samspillet (eller manglen på samme) mellem kunstnerne, men det kommer jeg nærmere ind på i de individuelle anmeldelser, der gerne skal komme op i løbet af de næste par dage.

Med hensyn til bookingerne, så synes jeg at de har været velvalgte. Der er lagt vægt på, at alle de optrædene (med undtagelse af Mosell) er erfarne kunstnere der har optrådt et utal af gange. Det gør at musikprofilen kan virke lidt tilbageskuende, men sålænge det er den her slags kunstnere der bliver booket, ser jeg absolut ikke noget problem med det. 
Men dermed ikke sagt at det ville være en skandale hvis Vanguard til næste år, bookede nogle lidt mere alternative navne. Her tænker jeg blandt andet at kunstnere som Tudsegammelt, Pede B, Atmosphere, Brother Ali, Doomtree, IAM og Run the Jewels kunne være rigtig spændende at se.

Tak for denne gang, Vanguard.
Jeg håber vi ses til næste år.
Og som den gode konferencier, PTA sagde det:

"Tillykke med festivalen. Ses til hiphop!"

Her kommer et par billeder fra lørdagens koncerter.
Og som sagt så kommer der anmeldelser op af alle hiphop koncerterne, i løbet af de næste par dage.




























mandag den 29. juli 2013

Vanguard Festival - Foromtaler



Så er der under en uge til at Vanguard Festivalen åbner op for en to dage med musik i Søndermarken på Frederiksberg.
Personligt glæder jeg mig rigtig meget til at opleve årets program, der for mit vedkommende byder på både kunstnere jeg har set før og nogle som jeg aldrig før har oplevet live.
Jeg er desuden spændt på at se hvordan hele setuppet kommer til at fungere og hvordan afviklingen kommer til at foregå.

Udover det, så ser jeg frem til god stemning, forhåbentligt godt vejr og selvfølgelig en masse lækre liveoptrædender og generelt en god festival så der er incitament til at der også bliver en Vanguard til næste år.

Her følger en håndfuld omtaler af lørdagens navne og mine tanker og forventninger til dem. 

MARVELOUS MOSELL



Marvelous Mosell er uden tvivl det mindste navn i lørdagens lineup, men jeg er ret overbevist om at hans koncert er én af de mest ventede. Mosell har formået at bygge sindsygt meget hype op i løbet af det sidste halve års tid, og koncerten på Vanguard er for mange mennesker, første gang de får mulighed for at se ham live, hvilket det også er for mig.
Jeg forventer et godt og underholdene show hvor stemningen formentlig bliver rigtig høj og det bliver spændende at se om de disco inspirerede 80’er numre kan nå ud over scenekanten foran et stort publikum. 
Det her er helt klart én af de koncerter som jeg glæder mig mest til. 


PONYBLOD




Ponyblod består af Tue Track fra Malk de Koijn og Khal Allan fra Organiseret Riminalitet. Deres selvbetitlede debutalbum udkom for et par måneder siden og de har fået rigtig positiv respons og albummet er helt klart én af mine favoritter der er udkommet i år, på den danske scene.
Jeg har oplevet dem én gang før, som support til Eaggerstunn i VEGA og det var faktisk ret godt, på trods af at jeg kun kendte ét nummer på det tidspunkt.


MALK DE KOIJN




Malk de Koijn spiller deres eneste koncert på årets Vanguard Festival, så man må sige at det er lidt af et scoop Vanguard her har gjort. Jeg har efterhånden set Malk omkring 6-7 gange og de leverer altid 100%. Højdepunktet var naturligvis comeback koncerten på Roskilde i 2009, der står som én af de bedste koncerter jeg nogensinde har oplevet.
Med et solidt bagkatalog og en nærværende og anderledes optræden er man altid sikker på at få en god oplevelse når de tre Langestrandsdrenge går på scenen og jeg er sikker på at det også bliver tilfældet denne gang. 


LOOPTROOP ROCKERS




Vanguard får også fornemt besøg fra Sverige i form af Looptroop Rockers. Hvordan jeg aldrig har fået set dem live er mig en gåde taget i betragtning af at de har spillet i Danmark et utal af gange, men nu får jeg heldigvis endelig muligheden for at se dem, selvom det nok er 8 år siden de sidst har udgivet et album som jeg rent faktisk diggede. 
Når de rammer scenen på Vanguard bliver det med et helt nyt svensksproget album i bagagen
Ikke desto mindre glæder jeg mig stadig til at opleve Sveriges vel nok bedste hiphop gruppe.



PHAROAHE MONCH




Queens rapperen Pharoahe Monch er kendt for at være en teknisk dygtig rapper og en mindst ligeså dygtig tekstforfatter. Fra de tidlige dage i Organized Konfusion henover solokarrieren, hvor især albummet ”Desire” fra 2007 er en klassiker i min bog.
Pharoahe Monch er en hyppig gæst i Danmark og han har blandt andet besøgt Aarhus Took It tre gange, senest i 2010 hvor jeg havde fornøjelsen af at se ham. Dengang leverede han et rigtig fedt show og mon ikke at det gentager sig når han indtager scenen på Vanguard.


DE LA SOUL




De La Soul er det ældste hiphopnavn på plakaten, da de har udgivet plader siden 1989. De har gæstet Danmark en håndfuld gange, blandt andet på Train, Roskilde Festival, VEGA og senest i 2011 hvor de spillede til Skanderborg Festival.
De skulle efter sigende give et virkelig energisk liveshow der oser af old school charme, professionalitet og spilleglæde. Kombiner dét med et virkelig solidt bagkatalog der går fra gamle klassikere som ”Me, Myself & I” og ”Ring, Ring, Ring (Ha Ha Hey)” til 00’er bangerne ”Oooh” og min personlige favorit ”Rock Co.Kane Flow” der i øvrigt bliver gæstet af DOOM, så man kan jo have lov at håbe på at se ham så scenen til De La Souls show.


DOOM




Daniel Dumile er manden bag masken og bag et utal af udgivelser under næsten ligeså mange aliasser. Doom gæstede sidst Danmark for tre år siden og der går mange historier omkring hvorvidt det rent faktisk er ham der er inde bag masken under koncerterne. Ydermere har jeg hørt en del forskellige meninger om hvorvidt Doom gør det godt live. Alt dette bliver vi meget klogere på, efter koncerten. 
Én ting er dog sikkert. Han har et virkelig godt bagkatalog og selvom jeg på ingen måde er kæmpe fan af ham, så glæder jeg mig bestemt til at opleve ham live.  


WU-TANG CLAN




Åh ja, hvad skal man dog sige om Wu-Tang? De var uden tvivl én af de vigtigste grupper i 90’erne og deres debutalbum fra 1993 er en af mine yndlingsalbums nogensinde og få mig ikke startet på de individuelle soloalbums som gruppens oprindelige ni medlemmer fra spyttet ud i siden efter. På papiret er der lagt op til noget der kan blive den vildeste hiphopfest men… Så skal man lige kigge på hvem man rent faktisk har med at gøre her. Gruppen er kendt for at være ekstremudøvere af begrebet hiphoptid, hvilket vi her i Danmark fik en solid påmindelse om, da de skulle spille på Roskilde Festival i 1997. Problemet var dog at de kom og at slås med hinanden i lufthavnen i New York, så de aldrig nåede vores breddegrader.
Det fik de dog rettet op på i 2004 hvor de efter syv års hiphoptid, endelig kom til at spille på Roskilde til en rigtig god koncert som jeg selv havde fornøjelsen af at opleve fra forreste række.
De er dog kendt for at være temmelig ustabile både i antal fremmødte og engagement under deres optrædener, så jeg krydser virkelig fingre for at de ikke skuffer denne gang, da de uden tvivl er det navn som er det store trækplaster for mange af festivalens gæster.


NICOLE WILLIS & THE SOUL INVESTIGATORS



Denne gruppe er den eneste som jeg ikke kender på forhånd, men det jeg indtil videre har hørt, lyder rigtig lovende. Det er god og klassisk soulmusik med stærke inspirationskilder fra funk og r&b og jeg tror at det bliver rigtig fint med et soul navn imellem alle hiphop navnene og jeg glæder mig til at opleve dem.


///
Jeg vender tilbage i dagene efter festivalen med omtaler af de førnævnte koncerter.
God festival til alle dem der skal afsted!

/DGN