Jeg havde glædet mig rigtig meget til at høre De La Soul, men jeg må desværre indrømme at jeg blev ret skuffet over deres optræden og det er der flere grunde til.
Jeg synes efterhånden at den gamle hiphop-leg Call and response er ved at være temmelig ligegyldig. Det skaber godt nok noget kontakt mellem kunstneren og tilskuerne og det fungerer udmærket i små doser, men når man flere gange vælger at stoppe midt i et nummer, for lige at høre om festen er vildest i højre eller venstre side, så bliver jeg hurtigt meget træt. Og når man så tilmed bruger en stor del af den begrænsede spilletid på den slags, så bliver det hele en smule intetsigende. Det blev dog gjort med en oprigtighed og et godt humør og jeg tror bare at det er en del af dem. De er jo nogle old School typer, men det havde dog været alletiders hvis de havde modereret det en hel del.
Der var dog flere gode ting ved koncerten som bestemt er værd at nævne.
De tre gutter har en virkelig god tilstedeværelse på scenen, et højt humør hvor der tydeligvis er plads til fis og ballade, som da Posdnous, med et smil, bad alle fotograferne i fotograven om at tage en lille pause så de kunne nyde koncerten eller da Dave flashede sin runde mave og begyndte at klaske den med et stort veltilfreds smil på læben.
En anden vigtig faktor er, at når man har udgivet albums siden 1989, så er man, i hvert fald i De Las tilfælde, i besiddelse af et utroligt potent bagkatalog. Derfor fik vi en god håndfuld dope klassikere og der blev åbnet med The Grind Date og allerede som andet nummer bragede Oooh ud af højtalerne, til publikums store glæde. Vi fik også gamle numre som Potholes In My Lawn, Me, A rollerskating Jam Named Saturdays og Me Myself and I og nyere numre som All Good? der altid er et sikkert hit, både blandt de hardcore fans og de mere almindelige lyttere.
Og appropos nyere numre, så kommer vi til mit største problem ved koncerten og noget som virkelig pissede mig af.
Efter det regulære sæt, gik De La af scenen og var væk i en fem minutters tid.
Da de kom tilbage, spillede de old School klassikeren Ring Ring (Ha Ha Hey) indtil videre rigtig rigtig fedt. Så bragede den Jake One producerede, fuldstændig hjernedøde produktion til Rock Co.Kane Flow ud over Søndermarken og jeg tænker "Nu sker det. Lige om lidt kommer Doom på scenen og folk går amok" Det var det øjeblik jeg havde ventet på. Første vers bliver fremført og alt er godt. Beatet stopper og det samme gør Dave og Posdnous. Folk ved godt hvad der skal ske nu. Nogle begynder at råbe "DOOOOM" og forventningen blandt de folk der godt ved hvad der nu skal ske, stiger.
Beatet starter igen, første vers bliver rappet igen og bliver stoppet igen. Det er lidt underligt. De starter så forfra én gang til og jeg tænker at nu sker det. Jeg er rykket så tæt på scenen som jeg kan, for nu bliver det vildt. Beatet og rappen stopper dog igen lige efter første vers og De La Soul takker af og forlader scenen til instrumentalen af Gorillaz nummeret Feel Good Inc. (Der i øvrigt også ville have været fedt at høre)
Hvad skete der lige?
Dét er nok den mest ærgerlige måde at slutte en koncert på, jeg længe har oplevet. At tease så meget med et nummer og muligheden for at se noget unikt for så at smutte af scenen er virkelig latterligt.
Jeg kan forstå hvis der var et eller andet praktisk problem i at få de to acts til at optræde sammen, men jeg kan virkelig ikke se hvad det skulle være.
Og hvis De La Soul vidste at Doom ikke ville komme på scenen, hvorfor så gøre så meget ud af at opbygge folks forventninger og skabe en stemning, for så at takke af og smutte?
Det er virkelig noget der trækker seriøst ned i en koncert der i forvejen var en noget blandet affære.
Jeg er lidt i tvivl om den endelige karakter, men synes den er fair. Den ligger dog med en stor pil nedad og havde det ikke været for de mange gode numre der trods alt var, og det smittende humør fra De La Soul, så havde den endt en karakter lavere.
3/6
Ingen kommentarer:
Send en kommentar