Anmeldelse: Torden & Lynild - Sky til Jord

Så er det atter blevet tid til en ny udgivelse fra Echo Out-rapperen, Trepac.

Siden sin tid i M-Cnatet, og den efterfølgende solokarriere med adskillige udgivelser under vesten, har Trepac gang på gang demonstrereret, hvorfor han er en af de mest interessante rappere, vi har herhjemme. Han er kendt for at være den følelsesladede mand, der bærer hjertet udenpå tøjet. Samtidig med det, er han en af de skarpeste og mest tekniske punchlinerappere, jeg længe har hørt.

Det nye album er et såkaldt ”rapper/producer”-album. Trepac er rapperen og Melancolia er produceren. Derfor er der ikke tale om et Trepac-soloalbum, men derimod om et fælles projekt. Af samme grund har duoen valgt at taget navnet ”Torden & Lynild”. Samarbejdet mellem de to herrer er ikke en ny konstellation, da Melancolia stod for flere numre på Trepacs tidligere udgivelser ”Fatamorgana” og ”Nye Toner”. De to var så tilfredse med samarbejdet, at de besluttede sig for at lave et helt album sammen.

Man kan ikke kalde pladen for en helt ny udgivelse. Albummet blev nemlig indspillet i perioden 2012-2014, men har indtil nu ligget i de digitale skrivebordsskuffer i Nordvest hos Echo Out. Men nu er tiden heldigvis blevet moden til, at ”Sky til Jord” kan ramme gaden.

Udadskuende indignation

Både når Trepac giver den som beskidt rådden rimer og når han byder indenfor i rodebutikken, har han mere at byde på end de fleste andre danske rappere. Det gør sig også gældende på denne udgivelse. Dogmet har været, at der ikke måtte siges ”jeg” noget sted på de 13 numre, der udgør albummet. Dette står i direkte modsætning til det univers, vi hørte på Trepacs debutalbum ”Fatamorgana” fra 2011, der netop var meget indadvendt. På ”Sky til Jord” er blikket vendt udad mod omverden i stedet.

Pladens tematik kredser om tunge emner som menneskets eksistens samt ulighed, uretfærdighed og samfundskriser. Især samfundets top står for skud, hvilket man virkelig fornemmer på numre som ”CEO” og ”Troja”. Her retter Trepac en skarp kritik og en tydelig indignation over direktører og andre høje herrer i samfundet.

På ”Sky til Jord” tager Trepac sin lyrik til et nyt niveau. Der er mere fokus på abstrakte tekster, og jeg kan garantere for, at der er masser af interessant lyrik at dykke ned i. Man kan, som sædvanlig fristes man til at sige, heller ikke sætte en finger på Trepacs levering. Det samme kan man sige om hans flow, der er et af de mest sikre på dansk jord. Tag bare et lyt til ”Himlen Falder”, hvor et tight flow og en jævn strøm af trestavelsesrim bliver leveret i overlegen stil. Er man til klassisk metaforleg, så finder man det på ”Kortslutning”, hvor strøm og lyn bliver endevendt.

Helt genialt bliver det dog på den smukke ”Ledte Efter Noget”, hvor Trepac giver den som en moderne Adam Oehlenschläger, og linjen mellem rap og poesi udtværes på allerfineste vis.

Manisk melankoli

Som tidligere nævnt er det tydeligt, at albummet ikke er ment som en soloplade fra Trepac, men derimod er et fælles projekt, hvor begge medlemmer har haft lige meget at skulle have sagt. Derfor er der flere instrumentale passager i løbet af albummet, ligesom det er løsere opbygget i strukturen, når det kommer til opbygning af vers, omkvæd osv. 

”Sky til Jord” er en plade, hvor produceren ikke ender som manden i baggrunden. Derfor er det Melancolia, der får størstedelen af taletiden på numrene ”Lydglimt” og ”Mundlam”. Her får han lov til at brede sig, og formår at skabe nogle virkelig stærke instrumentalpassager. Derved bliver der skabt et pusterum fra de dystre tekster.

Melancolias produktioner er… ja, ret melankolske og til tider tenderer de til det komplet maniske. Tag for eksempel ”Troja” – et af højdepunkterne på albummet. Nummeret lyder som en sen, røgfyldt nattetime i studiet sammen med DJ Muggs og EL-P. Produktionen ændrer karakter flere gange under nummeret. Det starter som et forholdsvis simpelt guitarbårent beat, men pludselig åbner Melancolia op for sluserne, og et faretruende orgel buldrer derudaf. Dertil kommer et vokalsample, der lyder som DJ Muggs i hans velmagtsdage. I takt med Trepacs sidste ord rammer lytteren, eksploderer nummeret i en dubstep-inspireret lyd, der bliver krydret med mellemøstlige toner. Det er simpelthen intet mindre end genialt produceret.

Der er tale om en yderst helstøbt lyd igennem hele albummet, og de førnævnte numre er bare et af mange eksempler på, hvordan Melancolias produktioner tager lytteren med på en rejse, og ikke ”bare” fungerer som underlægning for rappen. Produktionerne får lov til at sive ud mellem linjerne, og ind i ørerne på lytteren.

 Helstøbt symbiose 

Der er ingen tvivl om, at det er en virkelig stærk plade, de to herrer i fællesskab har skabt. Det er efterhånden et godt stykke tid siden, jeg har hørt et album, der er så godt sammensat som dette. Det føles næsten som om, at der er opstået en symbiose imellem Trepac og Melancolia under indspilningerne. 

Skal jeg komme med en enkelt anke, så er det netop den dystre stemning, der indhyller albummet. Trepac har udtalt, at han selv har lidt svært ved at relatere til pladen, da det er en tonstung og dyster sag. Dog bliver den dystre lyd sommetider for gennemtrængende. Derfor er det virkelig en plade, som man skal være i et helt særligt humør for at høre. Det er nok også rapperens mest utilgængelige album til dato. Er man en af dem, der foretrækker den mere punchline-orienterede side af Trepac, så er jeg ikke sikker på, at pladen vil falde i ens smag. 

Er man derimod klar på at dykke ned i en plade, der har noget på hjerte, og er man ikke bange for et tungt og dystert univers med abstrakte og udfordrende tekster, vil man få en lytteroplevelse, der hører til blandt de bedste i år. Derfor kan jeg ikke andet end at rose albummet til skyerne.