onsdag den 7. maj 2014

Flemming - Dørtelefon




Okay okay.. overskriften lyder måske som om at undertegnede pludselig er blevet indie-smart og Soundvenueficeret, men det er bestemt ikke tilfældet.

Under det lidt spøjse navn "Flemming" gemmer der sig nemlig en rapper og faktisk en ret så dope én af slagsen. Det drejer sig om den forholdsvis ukendte Cimbel MC fra den hedengangne duo Kridthuset, der, i min optik, har lavet en af de mest undervurderede plader i dansk rap, nemlig Musik & Monologer fra 2008. Seriøst.. Hvis du ikke kender den, så få lige fat i den!

Den anden halvdel af duoen bestod af produceren Kontant, har lavet lidt forskelligt siden '08. Sidst vi hørte fra ham, var for knap to år siden hvor han udgav albummet Days, der var en chillet og super velproduceret instrumental sag.

Nu er de så atter sammen og det er der endnu engang kommet lækker musik ud af. Det hedder "Dørtelefon" og er det første af fire sammenhængende numre, der alle vil være at finde på EP'en "På Gensyn Med Gåsehud", der dropper 06.06.14 via PSYKOFARMAKARISMA.

Både lyd og tekst er mere abstrakt og drømmende end hvad man ville kunne huske det fra Kridthuset og det giver mig lidt associationer til Kasper Spez og M-Cnatet, hvilket er en meget god ting.

Rapperen beskriver nummeret således:

"Nummeret "Dørtelefon" handler om en såret hjerteknuser, fanget i et parforhold der ikke bare sådan lige vil gå i opløsning. Det handler om at give slip og holde fast, at være alene med sig selv og samtidig sammen med en anden. Den form for kærlighed er en sær størrelse. Svær at finde, endnu sværere at håndtere, og sværest at undvære når man har sat sig i saksen."

Jeg glæder mig til at høre de tre næste numre, for det her holder 100%



Ingen kommentarer:

Send en kommentar